PROJEKT UDFORDRING: ladsor's mareridt

Ugens tema: Søvn.

Ugens udfordring: Skab et produkt ud fra de associationer begrebet "en blå drøm" giver dig. Alle materialer og kunstformer må indgå.

For en stund svæver jeg vægtløst i rummet. Der er kun mig og mørket, som udvider mine pupiller og dermed indgangen til min sjæl. Jeg stirrer frem for mig, men ser ingenting. Med ingenting omkring mig til at sætte min eksistens i perspektiv, svinder jeg langsomt ind, som til en ubetydelig latent virus i det store himmellegeme. 

Pludselig er der mange af mig. Hundrede. Tusinder. Jeg er splittet. De har alle blikket rettet mod mig, og i det de synkront blinker, ved jeg, at jeg er i live igen. Så blinker jeg selv, og de er væk. I stedet viser stjernehimmelen sig for mig, men jeg bevæger mig væk fra den, nedad og nedad og nedad, til jeg til sidst som en buet fjer lydløst lander. Mit baghoved synker ned i  det bløde underlag, og jeg trækker vejret dybt og panisk, som er jeg bange for, at jeg skal blive ved med at synke. Ned gennem puden, ned gennem madrassen og ned i det uendelige hav af drømme, uden mulighed for at komme op igen efter luft. Det næste åndedrag kommer dog igen ubesværet, og jeg falder til ro.

For en stund betragter jeg stjernerne over mig. Milliarder af fragmenter i et univers, som jeg inden mit fald var en del af. Mit blik sløres, og nu er stjernerne ikke længere stjerner, men blot fugtpletter i loftet over mig; de blinker dog stadigt hånligt og nægter at lade mig glemme, hvad de en gang var.

Pludselig rammer en dråbe mig. Så hundrede. Tusinder. De er alle stjerner, med samme skæbne som min, og falder med tiltagende hast fra fugtpletterne i loftet. De forenes omkring mig og endnu en gang fyldes jeg med frygten for ikke at kunne få luft. Jeg vugger rundt på det uendelige hav af drømme, madrassen er den synkende skude, og ude af stand til at løsrive mig fra den, bevæger jeg mig nedad og nedad og nedad, til jeg til sidst rammer bunden som et anker. Klonerne af min virus står igen omkring mig, og betragter mig som dommere. Det næste blink vækker mig dog fra mit mareridt, og jeg falder til ro.