Laguepes undulat Poppe går/flyver i flæng under navnet Voss' budgie og
skulle oprindeligt have heddet Oliver (spørg en 6-årig laguepe hvorfor, og
hun ville med glæde i både ansigtet og stemmen sige, at det er fordi, at hun
dengang havde en idé om at Oliver var det perfekte navn til en canarian
bird, men at hendes bror så lagde mærke til, at Onkel Anders - den onkel
fra Lille Per, som vi alle kender - havde en papegøje, der hed Poppe, og at
laguepes undulat simpelthen også måtte hedde det. Og sådan blev det, og
det var hun både enormt glad for dengang - og er i dag, selvom hun nu nok
synes, den burde hedde noget mere originalt så mange år efter.) Laguepe
modtog Poppe på en 22. marts, da hun fyldte omkring  syv år. Hun kan i
dag ikke helt huske, om hun nu var 7, men det betyder ikke noget i sammen-
hængen, for der er ingen tvivl om, at Poppe er gammel. Faktisk mener både
laguepes mor og far, at den er omkring 15 år og dermed ved at nå grænsen for,
hvor gammel sådan et kræ kan blive. Derfor kan laguepe godt til visse sociale
arrangementer finde på at kalde den for sin evighedsundulat, men kun hvis
folk spørger, hvor gammel hendes kæledyr er.
    Laguepe var flittig til at snakke med sin undulat de første par uger efter,
at hendes mor havde givet hende den (laguepes mor cyklede efter arbejde
hjem med en lille undulatunge i sin cykelkurv og kunne hele vejen hjem se
det lille ansigt stikke op af det lidt for store åndehul, og vidste allerede her,
at hun havde fået fat i en aldeles nysgerrig fugl til sin datter.) Hvad ingen
vidste til den tid, var, at Poppe ville blive så nysgerrig på sig selv som fugl,
at de senere ville blive nødt til at fjerne det lille spejl på burets inderside -
enten fordi Poppe var for narcissistisk, eller fordi han var dum nok til at
tro, at han havde en legekammerat og sambo i sit eget spejlbillede. I hvert
fald blev spejlet taget fra ham, laguepe prøvede at få ham til at sige noget
ved at bruge utallige eftermiddage foran hans bur og gentage det samme
ord, men Poppe gav ikke andet end de sædvanlige pip fra sig i ny og næ.
I dag er Poppe stadig en glad, men enlig fugl, og selvom han er ved at nå
(eller længe allerede har nået) de sidste år af sin levetid, siges det, at han
stadig har smag på livet, og at han er vældig glad for Mozarts symfoni
nr. 36.