Ugens tema: -.
Ugens udfordring: -.

Læs om konceptet bag "art challenge: LAGUEPEvsLADSOR" ved at klikke her

UPDATE: "art challenge: LAGUEPEvsLADSOR" står på standby.


23.09.2011

PROJEKT UDFORDRING: Regn

Ugens tema: Regn.
Ugens udfordring: Forfat en kortprosatekst med regn i en central rolle. Inddrag tidligere temaer.

Overlevelsestur
Dråberne på glasset irriterede mit udsyn, og jeg kiggede derfor over kanten på brillestellet for at betragte dig. Det var ved at blive mørkt, men vi var ikke fremme endnu. Jeg ville gå over mod dig, men jorden var blevet så ulækker smattet af al den regn, og når jeg prøvede at løfte mine fødder, var det som om mudderet dannede et underligt vakuum rundt om mine sko, så jeg pænt blev stående, hvor jeg stod. Du begyndte at grine, din ven havde sagt noget sjovt. Det gav et sæt i mig, og jeg blev pludselig bevidst om, hvordan regnen fik mit hår til at klistre klamt ind til mine kinder. Jeg ville have kørt mine fingre igennem det, sat det bag ørerne, havde det ikke været fordi, det skulle dække over en bums, du ikke måtte se, men du så mig alligevel ikke, og jeg tænkte, om det hele ikke kunne være lige meget. En flok fugle fløj over vores hoveder - vi var forenet under samme himmel - og en klat faldt fra en af fuglene og ramte dig på skulderen. "AD!", råbte du, "det er fucking klamt!" og denne gang var det din vens tur til at le. Fyldt med afsky gled dit blik pludseligt hen på mig, og selvom jeg før så gerne ville ses, fik jeg pludselig lyst til at gemme mig, fordi en følelse af, at det hele var min skyld, uden varsel vællede op i mig. Jeg overvejede, om jeg skulle prøve at gå i ét med skovens træer, men kiggede i stedet på det halvkrøllede, halvvåde kort, pegede til venstre for hvor I stod og råbte, "vi skal den vej!"


Inddragede temaer: Regn, mørke, jord, fugle, kort.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar